Zodiakallys

Grundbeskrivelse

I solsystemet findes der en skive af spredte interplanetariske støvpartikler. Støvet reflekterer sollyset og kan under gode observationsforhold ses som et diffust lysskær på nattehimlen. Det er et ganske svagt lys, svagere end Mælkevejen.

Zodiakallys over Vestjylland. Planeten Jupiter ses i zodiakallyset midt i billedet (Jesper Grønne)

Støvskiven ligger i samme plan som planeternes baner. Derfor ser vi zodiakallyset langs ekliptika, Solens bane mellem stjernerne. Zodiakallyset er kraftigst tæt på Solen, da der her er flest støvpartikler. Det betyder at man skal se efter det nogen tid efter solnedgang, men ikke lige efter, da himlen skal nå at blive mørk. Tilsvarende skal man om morgenen være ude nogen tid før solopgang inden det begynder at blive lyst.

Ekliptika står forholdsvis stejlt i forhold til horisonten efter solnedgang om foråret og før solopgang om efteråret. På de tidspunkter når Solen at komme forholdsvis langt under horisonten mens der stadig er områder langs ekliptika med tættere støv over horisonten. Det er de bedste tidspunkter at se efter zodiakallyset på. Om sommeren er himlen for lys hele tiden og om vinteren står ekliptika lavt på himlen ved både solopgang og -nedgang.

Uddybende beskrivelse

Støvpartiklerne stammer hovedsagelig fra kortperiodiske kometer med omløbstider mindre end 20år. Disse kometer kaldes Jupiter-familien (Jupiter Family Comets) fordi deres baner påvirkers meget af tyngdekraften fra planeten Jupiter. De har været så tit forbi Solen, at det meste af deres flygtige stoffer er dampet af for længe siden. Derfor danner de ikke de store flotte komaer og haler, som man ser på mindre "nedslidte" kometer.

Størrelsen af typiske støvpartikler er omkring en tiendedel millimeter. Når de bliver frigjort fra kometerne, er de større, op til mm- og cm-størrelse, men de støder i tidens løb sammen mange gange og bliver knust til fint støv.

Støvet falder ned på Jorden og de andre planeter. Hver dag falder der flere hundrede ton støv på Jorden. Det passer stort set med mængden af støv, der frigøres fra kometer, så mængden af interplanetarisk støv er konstant.

I meget heldige tilfælde kan man se en meget svag og diffus lysbro, der forbinder morgen- og aftenzodiakallyset. Det er, fordi støvpartiklerne også findes udenfor Jordens bane i Solsystemet, så vi kan se dem hele vejen rundt. Støvpartiklerne ligger tættest inde omkring Solen. Tætheden aftager gradvis når man kommer længere ud i Solsystemet.

Lysbroen med Gegenschein over ESO's Very Large Telescope på bjerget Paranal i Chile (ESO).

I retningen lige bort fra Solen i lysbroen kan man være heldig at se et lidt kraftigere - men stadig meget svagt - lysskær, som er en del af lysbroen. De støvpartikler, der ses i den retning, oplyses af Solen fra samme retning, som vi ser dem. Det betyder, at vi ser dem belyst over hele den flade, der vender mod os - ligesom fuldmånen. Dette lysfænomen kendes under det tyske navn Gegenschein, som det fik af den tyske opdagelsesrejsende Alexander von Humboldt, da han så det på sin rejse til Sydamerika omkring 1800.

Det interplanetariske støv forekommer over hele himlen, men er som nævnt koncentreret i en linseformet fordeling omkring Solen. Derfor udgør reflekteret lys fra støvet en stor del af himmelbaggrunden.

Michael Quaade