Kometer

Grundbeskrivelse

Kometer minder om store beskidte snebolde, typisk med en størrelse på nogle kilometer. De består af støv og is. Kometer stammer fra den ydre del af solsystemet, og de er som regel for langt væk til, at vi kan se dem. 

Banerne for Halleys komet og planeterne Jupiter, Saturn, Uranus og Neptun. Bemærk at kometen bevæger sig rundt i banen. (WilyD, Wikimedia Commons).

De kendte kometers baner har form som meget langstrakte ellipser omkring Solen, som er forholdsvis tæt på den ene ende.  Når de passerer den del af banen, der er tættest på Solen fordamper dele af de yderste lag, og der dannes en sky af gas og støv omkring kometkernen. Det er tilbagekastet sollys fra den sky, der gør det muligt at se kometen. 

Solen gør mere end blot at oplyse kometen.  Solvinden - partikler, der strømmer ud i rummet fra Solen - trækker materialet, der er kastet ud af kometen, med sig. Det resulterer i en komethale, der kan være millioner kilometer lang. Solvinden er rettet væk fra Solen, og derfor er komethalen også rettet væk fra Solen - den er ikke rettet bagud i forhold til kometens banebevægelse som udstødningen fra en raket.

Uddybende beskrivelse

Når en komet nærmer sig Solen, begynder det ydre lag is at fordampe, og det løsrevne materiale danner en stor sky på flere hundrede tusinde kilometer. Det er først og fremmest denne sky - kometens hoved eller koma - der kan ses på himlen - kernen er for lille til at kunne ses.

Kometen Hale-Bopp i 1997. Den blå ionhale peger lige væk fra Solen mens den hvid-gullige støvhale krummer bagud i forhold til kometens banebevægelse. (Loke Kun Tan).

Solvinden består af elektrisk ladede partikler, elektroner og protoner, der strømmer ud fra Solen. Den 'blæser' materialet fra hovedet væk i en retning bort fra Solen og danner på den måde kometens hale. Der er faktisk to haler, en blålig gas- eller ionhale og en hvid-gullig støvhale.

Ionhalen består af ioniseret gas fra kometens hoved. Ionerne er elektrisk ladede og følger derfor med solvinden. Resultatet bliver, at ionhalen altid peger lige væk fra Solen. Ionhalens blå lys dannes, når de ioniserede gasatomer indfanger elektroner, der henfalder og udsender lys, der svarer til energiovergangene i atomerne.

Støvhalen er dannet af støv fra komethovedet. Støvpartiklerne påvirkes meget mere end de lette gasmolekyler af Solens tyngdekraft, så de bevæger sig i en bane, der minder meget om kometens oprindelige bane. De er dog blæst længere væk fra Solen og har derfor en lidt større bane end kometen. Den større bane bevirker, at støvet får en mindre banehastighed, så støvkornene kommer 'bagefter' i deres bane i forhold til kometen. Det viser sig ved, at støvhalen ikke peger lige væk fra Solen, men krummer bagud i forhold til ionhalen. Den lyser med reflekteret sollys og ser derfor hvid-gullig ud.

Comet McNaught over Stillehavet 18. januar 2007 set fra ESO på Paranal i Chile. Planeten Venus ses nederst til højre i billedet. (ESO/Sebastian Deiries).

Periodiske kometer som f.eks. Halleys Komet har velkendte baner rundt om Solen, og man kan beregne, hvornår vi får dem at se. Deres baner er ellipsebaner ligesom planetbanerne, men hvor alle planeter har næsten runde baner har kometer typisk meget aflange baner.

En komet bevæger sig meget hurtigere, når den er tæt på Solen, end når den er i den ydre del af sin bane. Sammenhængene mellem banens størrelse og omløbstiderne omkring Solen for planeter og kometer er beskrevet i Keplers love.

Hovedet på komet 67P/Churyumov-Gerasimenko er meget uregelmæssigt formet og omkring 4km langt. Her er det optaget med Rosetta-sondens OSIRIS-kamera den 3. august 2014 på 285 km's afstand. (ESA)

Af og til dukker der kometer op, som ikke var forudset. Det gælder bl.a. kometerne Hale-Bopp og Hyakutake, der var meget tydelige i sidste halvdel af 1990'erne. De stammer fra Kuiperbæltet og Oorts sky ude i de yderste dele af Solsystemet.

Knapt en milliard år efter dannelsen af Solsystemet for 4.6 milliarder år siden blev Jorden udsat for et kraftigt bombardement af kometer, meteorider og andet materiale. Vandet på Jorden kan være kommet hertil på den måde i form af kometer. Ved den lejlighed kan kometernes vand også have indeholdt primitive forstadier til liv.

Mette Friis og Michael Quaade