Dobbeltstjerner

Grundbeskrivelse

Dobbeltstjernen Albireo i stjernebilledet Svanen. (Michael Quaade, Wieth-Knudsen Observatoriet).

En dobbeltstjerne er to stjerner, der står så tæt ved siden af hinanden på himlen, at man ikke kan skelne dem fra hinanden uden at bruge en stjernekikkert. Med det blotte øje kan man kun se en enkelt stjerne, men i kikkerten opdager man, at der står to stjerner lige ved siden af hinanden.

De fleste dobbeltstjerner bevæger sig i bane omkring et fælles tyngdepunkt og holdes sammen af deres gensidige tyngdekraft. Det er helt på samme måde som Jorden og de andre planeter i vores Solsystem, der kredser i baner omkring Solen.

Planeterne vejer meget mindre end Solen. Derfor ligger det fælles tyngdepunkt for f.eks. Jorden og Solen ikke ret langt fra Solens centrum - langt indenfor Solens overflade. Vægtmæssigt er de to komponenter i en dobbeltstjerne mere jævnbyrdige - derfor ligger deres fælles tyngdepunkt et sted mellem de to stjerner.

Dobbeltstjerner er et meget almindeligt fænomen - omkring halvdelen af de stjerner, vi ser på himlen, består i virkeligheden af to eller flere stjerner.

Mizar i Karlsvognen er den midterste stjerne i vognstangen der, hvor den "knækker". Her kan man lige akkurat skimte en lille svag stjerne, Alcor, lige ved siden af Mizar. I en stjernekikkert kan man se, at Mizar selv er dobbelt og Alcor er et stykke derfra.

Uddybende beskrivelse

Mange dobbeltstjerner står så tæt sammen, at man ikke engang kan skelne dem fra hinanden, selv i en stor kikkert. Her kan kun en nærmere analyse af lyset fra dem afsløre, at der er tale om to stjerner. Det er rød- og blåforskydning af linierne i stjernernes spektre, der afslører, at der er tale om to stjerner, der kredser om hinanden. Eksempler på det er faktisk begge komponenter i Mizar, der hver består af to stjerner. Alcor er i virkeligheden også en dobbeltstjerne, så Mizar og Alcor består tilsammen af seks stjerner.

Spektroskopisk dobbeltstjerne. De mørke absorptionslinier i stjernens spektrum forskydes frem og tilbage i løbet af et omløb på grund af stjernernes banehastigheder i synsliniens retning.(Abeshenkov, Wikimedia Commons).

Det er i dette tilfælde varierende rød- og blåforskydning af linierne i stjernernes spektre, der afslører, at der er tale om to stjerner, der kredser om hinanden. I løbet af et omløb bevæger hver af de to stjerner sig skiftevis hen mod os - så lyset blåforskydes - og væk fra os - så lyset rødforskydes. Dette fænomen kaldes en spektroskopisk dobbeltstjerne.

Nogle gange ligger en dobbeltstjernes baner, så de to stjerner skiftes til at passere forbi hinanden set fra Jorden. Når det sker, skygger den ene for den anden, så den samlede lysstyrke af stjernerne svækkes mærkbart. Sådan en dobbeltstjerne kaldes en formørkelsesvariabel stjerne.

Formørkelsesvariabel. To stjerner, der skiftes til st skygge for lyset fra hinanden.(Stanlekub, Wikimedia Commons).

Det gælder bl.a. for Algol i stjernebilledet Perseus. Den består af to stjerner, som er tæt sammen og derfor kun er knap tre dage om et omløb. Her er det tydeligt at se, at stjernens lysstyrke aftager til omkring en tredjedel i nogle timer nogenlunde hver tredje dag.

Det er typisk, at de dobbeltstjerner, der i en kikkert fremtræder som to adskilte stjerner, har omløbstider på mange år, mens dem, vi ikke kan skelne er meget kortere tid - ofte kun nogle dage - på hvert omløb. Det skyldes, at banerne er meget større og omløbstiden derfor længere, når de er tilstrækkeligt langt fra hinanden til at kunne ses som to adskilte lysprikker.

I enkelte tilfælde er der tale om to helt adskilte stjerner, der står nogenlunde i samme retning, men i vidt forskellig afstand. Albireo i stjernebilledet Svanen er en af himlens smukkeste dobbelstjerner med en tydelig farveforskel mellem de to stjerner, se billedet øverst i artiklen. De to stjerner ses tæt sammen, men er i virkeligheden adskillige lysår fra hinanden. Et andet eksempel er Algedi i Stenbukken, hvor den ene stjerne er omkring syv gange så langt væk som den anden.

Michael Quaade