Meteorsværme – Fysikleksikon - Niels Bohr Institutet - Københavns Universitet

Videresend til en ven Resize Print Bookmark and Share

Fysikleksikon > M > Meteorsværme

13. marts 2013

Meteorsværme

Grundbeskrivelse

På en stjerneklar nat kan man se adskillige stjerneskud eller meteorer stryge hurtigt hen over himlen. Det er et meget hurtigt fænomen, et stjerneskud varer oftest mindre end et sekund - i modsætning til satellitter, der ligner en stjerne, der bevæger sig adstadigt hen over himlen i løbet af flere minutter.

Meteor fra meteorsværmen Geminiderne (NASA).

Stjerneskud har ikke noget med stjerner at gøre. De opstår, når små sten ude fra rummet - meteorider - passerer gennem Jordens atmosfære. De bevæger sig hurtigt, op til over 50 km/s, når de rammer atmosfæren, så de opvarmes voldsomt af luftmodstanden, til de gløder og som regel brænder helt op. En sjælden gang falder der rester ned på jordoverfladen, hvor man kan finde dem som meteoritter.

Af og til optræder meteorer særligt hyppigt, så man kan se mange i minuttet. Det kaldes en meteorsværm eller meteorregn og opstår, når Jorden passerer en kometbane.

Kometer består af is, støv og småsten, og de efterlader et spor af materiale efter sig, når de bevæger sig gennem rummet. Når Jorden passerer kometens bane, bliver atmosfæren ramt af de efterladte småsten, som vi ser som meteorer.

Ann Elizabeth Hodges blev i 1954 ramt af et meteor i Alabama. Hun blev såret, men ikke mere end at hun kunne gå. I februar 2013 eksploderede en meget stor ildkugle i luften over den russiske by Tjeljabinsk, og over 1000 mennesker blev såret, primært af glasskår fra knuste ruder. Går man længere tid tilbage, kan man i et italiensk manuskript fra 1677 læse om en munk fra Milano, som blev dræbt af et meteor. Det er selvfølgelig dramatiske hændelser, men de er få og strækker sig over en meget lang årrække. Alt i alt kan man konkludere, at meteorer ikke indebærer nogen nævneværdig risiko for personskade - ikke engang i en meteorsværm.

Uddybende beskrivelse

I en meteorsværm ser det ud, som om stjerneskuddene kommer fra et bestemt sted på himlen. Det kaldes for radianten for den pågældende sværm. Det er en perspektiveffekt, der kan sammenlignes med, at de to sider af en vej eller et jernbanespor ser ud til at mødes i et punkt på horisonten.Som regel er radianten et stjernebillede, men af og til er det en enkelt stjerne. Radianten giver navn til den enkelte sværm, f.eks. Leoniderne og Perseiderne, der ser ud til at komme fra henholdsvis Løven og Perseus.

Perseiderne optaget fra Silkeborg i august 2012. Det er tydeligt, at meteorerne trækker spor, der ser ud til at komme fra stjernebilledet Perseus nederst til venstre i billedet. (Jesper Grønne).

Det er forskelligt fra år til år, hvor tæt Jorden kommer på de tættere dele af sporet af efterladt materiale i en komets bane. Derfor er meteorsværmene ikke lige kraftige hvert år. Nogle sværme er mere eller mindre periodiske, så de med regelmæssige mellemrum er meget kraftige. Et eksempel er Leoniderne, der er særligt hyppige hvert 33. år.

Leonide-meteorstormen i 1833. Dette billede er en gravering fra 1888 af Adolf Vollmy efter et maleri af Karl Jauslin. Det oprindelige maleri bygger på øjenvidneudsagn fra Joseph Harvey Waggoner, der oplevede meteorstormen i det sydlige USA. (Adolf Vollmy/Karl Jauslin).

Ved sjældne lejligheder kan der falde flere tusind meteorer i timen - det kaldes en meteorstorm. Netop Leoniderne gav i 1833 anledning til en voldsom meteorstorm, hvor der efter nogle opgørelser faldt over 100 000 meteorer i timen.

Perseiderne, som ses i det meste af august, topper omkring 12-14. august Andre sværme er mere koncentrerede og giver kun hyppige stjerneskud i få timer - som f.eks. de ovennævnte Leonider.

Størrelsen på meteorider, inden de når frem til Jordens atmosfære, er typisk i området fra sandkorn op til meterstørrelse. Dem, vi ser som stjerneskud, er typisk i mm-cm området. I alt falder der mange tons materiale fra rummet på Jorden hver dag, langt det meste er i form af ganske små støvpartikler.

Højt oppe i atmosfæren kan en passerende meteoride ionisere luften. Det danner elektrisk ledende luftlag, der kan reflektere radiosignaler. Meteorer kan på den måde detekteres ved at det kortvarigt er muligt at modtage en fjern sender, som ellers er udenfor rækkevidde, fordi signalerne reflekteres højt oppe i atmosfæren.

Nogle meteorsværme
Navn Periode Radiant Ophavskomet
Quadrantiderne tidlig januar Bootes asteroiden 2003 EH1
Lyriderne sen april Lyren Thatcher
η Aquariderne tidlig maj Vandmanden Halley
δ Aquariderne juli-august Vandmanden Machholz (?)
Perseiderne midt august Perseus Swift-Tuttle
Draconiderne tidlig oktober Dragen Giacobini-Zinner
Orioniderne sen oktober Orion Halley
Tauriderne november Tyren Encke
Leoniderne midt november Løven Tempel-Tuttle
Geminiderne midt december Tvillingerne asteroiden Phaeton
Ursiderne sen december Lille Bjørn Tuttle


De græske bogstaver ved Aquariderne betegner stjerner i stjernebilledet. Quadrantiderne har navn efter stjernebilledet Quadrans Muralis (Murkvadranten), som ikke har været i brug siden 1920-erne. På det tidspunkt reviderede den Internationale Astronomiske Union (IAU) de lidt varierende betegnelser for stjernebilleder, som dengang anvendtes forskellige steder. De kom frem til vore dages liste over 88 forskellige stjernebilleder, som alle astronomer er enige om og som dækker hele himmelkuglen. Her kom Quadrans Muralis ikke med. Det område på himlen er i dag en del af stjernebilledet Bootes.

Michael Quaade