Høj- og lavtryk – Fysikleksikon - Niels Bohr Institutet - Københavns Universitet

Videresend til en ven Resize Print Bookmark and Share

Fysikleksikon > H > Høj- og lavtryk

24. december 2008

Høj- og lavtryk

Grundbeskrivelse

Begreberne høj- og lavtryk indgår i de daglige vejrudsigter og vises på et vejrkort med henholdsvis et H og et L.

Disse vejrsystemer skyldes, at der ved havniveau kan være områder med højere tryk end i omgivelserne (højtryk) eller lavere (lavtryk). Højtrykkene vil ofte dække større arealer end lavtrykkene, der kan være stærkt koncentrerede.

Der er visse geografiske områder, hvor trykket det meste af tiden er højt (f.eks. Azorerhøjtrykket). Modsat er der ofte lavt tryk ved Island.

Lufttryk angives i hPa. Ved overfladen er det typisk omkring 1000 hPa. Det repræsenterer den samlede vægt af luften i en søjle med grundarealet 1 m2 strækkende sig fra overfladen til atmosfærens top. Et overfladetryk på 1000 hPa svarer til ca 10 tons luft i luftsøjlen. Til et givet øjeblik vil man kunne måle overfladetryk, der afviger fra gennemsnittet med ca  ±5%.

Tyfonen Megi passerer Filippinerne i nogle dage i oktober 2010. (NASA).

Uden for troperne strømmer luft med uret rundt om højtryk (anticyklonalt) og mod uret om lavtryk (cyklonalt). Sådan ser vi det på den nordlige halvkugle. På den sydlige halvkugle ser man det modsat, da et opretstående menneske har modsat retning i forhold til fixstjernerne.

Uddybende beskrivelse

I dynamisk meteorologi studerer man høj- og lavtrykkenes opståen og udvikling. Ofte vil man finde, at tryksystemerne flytter sig fra vest mod øst. Der må altså være systematiske kræfter, der påvirker luften.

Den grundlæggende kraft er faktisk selve forskellen i lufttryk mellem høj- og lavtrykkene. Herudover vil luften under bevægelsen være udsat for friktionskræfter (især tæt på overfladen) og afbøjende kræfter, corioliskraften, som skyldes. at vindene refereres til den roterende Jord, og centrifugalkræfter pga bevægelsen rundt om trykcenteret.

I højder over ca 1 km vil luften omrking høj- og lavtryk bevæge sig uden friktionskræfter. Man siger, at der er gradientvindsbalance, som er en kraftbalance mellem trykgradientkraften, corioliskraften og centrifugalkraften.

Tættere ved jordoverfladen vil friktionskraften forårsage, at luften søger fra højere tryk mod lavere. Dvs i højtrykkene vil der være en tendens til, at luften søger udad (man siger, at der er divergens i vindene), mens der i lavtrykkene sker en luftbevægelse ind mod lavtrykscenteret (kaldet konvergens).

Dette afspejler sig i luftens vertikalbevægelser. I højtrykkene vil der således være en tendens til, at luft synker ned, forbundet med at der i stor højde vil være en konvergens af luft, som søger nedad og erstatter den udstrømmende luft ved overfladen. Det har den effekt, at man vil se, at højtrykkene ved overfladen bevæger sig mod nedsynkningsområderne.

Omvendt vil konvergensen af luft tæt ved overfladen i lavtrykkene medføre, at luften vil søge opad i lavtrykkene. Derved vil lavtrykkene søge mod opstigningsområderne.

Luftstrømmene omkring høj- og lavtryk på den nordlige halvkugle. (Chano Birkelind).

Nedsynkende luft vil blive presset sammen pga det stigende tryk med aftagende højde. Denne proces sker ofte uden energiudveksling med omgivelserne, man siger, at luften følger en adiabatisk proces. Ved sammenpresningen stiger temperaturen og eventuelle vandpartikler vil fordampe. Skyer vil eventuelt opløses, og luftmassen bliver klar og tør. Derfor associerer man højtryk med godt vejr. Dog vil der om vinteren ofte være koldt ved overfladen på kontinenterne. Derfor kan man ofte se højtryk dér være forbundet med ensartet vejr i lang tid med forekomster af lave skyer.

Den opstigende luft ved lavtrykkene vil omvendt udvide sig pga det faldende tryk med højden og derved blive afkølet. I en vis højde vil tilstedeværelsen af vanddamp medføre kondensation af vanddamp på partikler (f.eks. allerede eksisterende skydråber med en radius omkring 10 mikrometer). Lavtryk er derfor forbundet med udbredt skydække. Skyerne vil være tilstede fra lave højder til stor højde omkring 10-12 km’s højde. Ofte vil skydråberne kunne vokse sig så store, at den opstigende luft ikke kan holde dråberne oppe. Dråberne falder derfor ned under fortsat vækst i størrelse og når til sidst jordoverfladen som regn. Her er størrelsen vokset til ca 1-5 mm.

Aksel Walløe Hansen